Select your language

CV, ansøgning og samtalen

God og effektiv jobsøgning

At skrive CV og ansøgninger kan virke som en uoverskuelig opgave, særligt hvis du aldrig har prøvet det før. Måske sidder du og er usikker på, om du overhovedet har noget relevant at skrive om. Det er helt normalt at føle sig overvældet, når man skal præsentere sig selv professionelt på skrift og i møder, men heldigvis findes der nogle enkle metoder og værktøjer, der kan gøre processen mere overskuelig.

Her på siden kan du få hjælp og inspiration til, hvordan du kan gøre din jobsøgning skarpere og øge dine chancer for at få et spændende job.

God jobjagt!

Kom godt i gang med dit CV

Hvad skal det indeholde og hvordan kan det se ud?

Videoen kunne ikke vises, fordi du ikke har accepteret funktionelle cookies. Indlæser du videoen, accepterer du at Youtube sætter cookies i din browser.

Ønsker du at indlæse videoer automatisk, kan du i stedet vælge at acceptere funktionelle cookies generelt.

Når du skal i gang med at søge job er det vigtigt at have et struktureret og overskueligt CV. I CV'et skal du kort fremhæve dine kernekompetencer og uddannelsesmæssige baggrund.

Hvis du aldrig har skrevet et CV før, så kan det virke lidt uoverskueligt at komme i gang, og måske er du også nervøs for, om du overhovedet har noget godt at putte i dit CV.  

Det er der heldigvis råd for, og alle kan lave et godt CV.

Se vores CV-video, brug evt. CV-skabelonen og bliv inspireret af de fem CV-steps.

Husk at målrette dit CV

Hver gang du søger en ny stilling, skal du tilrette dit CV. Det skal nemlig altid være målrettet det konkrete job du søger. Det kan være, at der er særlige kompetencer du vil understrege, som passer til jobbet eller måske vil du tilføje et studieprojekt du ikke tidligere har haft med i dit CV.

Guide til et godt CV: 5-steps

  • Start med en kort profiltekst på 5-10 linjer. Profilteksten er dit professionelle visitkort, og skal indkapsle, hvad du kan tilbyde virksomheden.

    Husk at have fokus på den værdi du kan tilbyde fremfor, hvorfor du synes at stillingen er spændende for dig. Brug nøgleord fra jobopslaget.

    Nøgleord er understreget i eksemplerne.

    Eksempler på profiltekst i CV
    Kort om mig: Som nyuddannet bygningskonstruktør fra KEA kan jeg tilbyde jeres virksomhed en stærk forståelse af BIM, som jeg har arbejdet med i mit afsluttende projekt samt gennem min praktikperiode hos NKT Holding A/S. Jeg kommer med en bred vifte af kompetencer inden for byggeteknik og konstruktion, med særlig interesse for at optimere bygningers energiforbrug og indeklima. Jeg arbejder målrettet og engageret for at forbedre både processer og resultater, og jeg er dygtig til at kommunikere klart og lede projekter.
    Kort om mig: Som Designteknolog-studerende fra KEA med speciale indenfor marketing, er jeg klar til at bidrage positivt til opgaver med koordinering af events, tekstarbejde, billede-behandling og ad hoc administrative opgaver hos jer. Gennem mit studie har jeg ligeledes arbejdet med projektledelse, hvor jeg har lært at bevare overblikket, håndtere flere projekter samtidig og sikre, at deadlines overholdes. Jeg arbejder struktureret og professionelt fra start til slut. Som person er jeg energisk, udadvendt og har en positiv indstilling.
  • Oplist dine tidligere jobs (medtag også studiejobs, praktik, frivilligt arbejde m.m.) og fremhæv de færdigheder, du har tilegnet via jobbet.

    Kom med eksempler på konkrete opgaver og ansvarsområder du har haft.

    Eksempler på studiejob i CV
    Administrativ Assistent (Studiejob) Coop Danmark A/S. August 2021 – Juni 2022.
    • Udførte generelle administrative opgaver som dataindtastning og dokumentarkivering, hvilket udviklede mine organisatoriske færdigheder.
    • Hjalp med at besvare kundehenvendelser via e-mail og telefon, hvilket har styrket mine kommunikationskompetencer
    • Håndterede booking af møder og koordinering af interne arrangementer, hvilket gav mig erfaring i grundlæggende koordinering og planlægning.
  • Oplist alle de uddannelser du har taget - også dem som du måske ikke gennemførte - men kun tog et semester på. Husk også at tilføje den uddannelse du er i gang med pt (hvis det er et studiejob eller praktik du søger).

    Start med den seneste uddannelse (folkeskolen behøver du ikke tage med).

    Ved hver uddannelse skal du highlight hvilke kompetencer du har fået gennem uddannelsen. Her kan du med fordel bruge uddannelsens studieordningen, hvor du kan se læringsmålene for din uddannelse. Studieordningerne finder du på uddannelsen hjemmeside. Se KEAs studieordninger her.

    Skriv også gerne, hvilke projekter du har lavet på uddannelsen og hvad du eventuelt har skrevet opgave om (hvis det er relevant for den specifikke stilling du søger).
    Hvis du har fået en god karakter for en større opgave, så kan du også vælge at fremhæve det her.

    Eksempler på uddannelse i CV
    Multimediedesigner, Københavns Erhvervsakademi (KEA). September 2023. Forventes afsluttet i juni 2025.

    Jeg er i gang med min uddannelse som multimediedesigner. Her har jeg lært at arbejde professionelt med design og udvikling af brugergrænseflader, brugeroplevelser og digitalt indhold. Et af mine projekter omfatter udviklingen af en mobilapp for turister i København, der fokuserer på at forbedre brugeroplevelsen ved at tilbyde interaktive kort, anbefalinger og lokal information.

  • Du kan vælge at have et afsnit med i dit CV omkring, hvad du godt kan lide at lave i din fritid og eventuelt også mere personlige oplysninger som: hvor du bor, kæreste, børn m.m. Det kan give din arbejdsgiver et billede af dine personlige værdier, og hvordan du er som kollega.

    Eksempler på privat og fritid i CV

    Privat og fritid: Jeg er 26 år gammel og bor på Østerbro i København. I min fritid nyder jeg film, løb, aftaler med gode venner og en god bog på sofaen. Jeg bruger også en del tid med min hund, en energisk springerspaniel, der bringer både glæde og kaos til mit liv med sin uendelige energi.

  • Sørg for at dit CV er overskueligt opsat og max to til tre sider.

    Brug punktopstillinger for at øge overskueligheden.

    Overvej at bruge dit CV som en teaser, der inviterer læseren til at udforske din LinkedIn profil for mere dybdegående information om dig - læs mere om den gode LinkedIn profil her

Billede i CV'et

Hvis du vælger at putte et billede i dit CV, så skal du vælge et professionelt billede, der præsenterer dig fagligt. Få evt. taget et billede hos en fotograf eller få en ven til at hjælpe dig. Brug et tidssvarende billede, der viser, hvordan du ser ud i dag. Billedet skal kun være i CV'et ikke i selve ansøgningen.

Kom godt i gang med ansøgningen

Hvad skal jeg skrive?

Videoen kunne ikke vises, fordi du ikke har accepteret funktionelle cookies. Indlæser du videoen, accepterer du at Youtube sætter cookies i din browser.

Ønsker du at indlæse videoer automatisk, kan du i stedet vælge at acceptere funktionelle cookies generelt.

At skrive en jobansøgning kan føles som en uoverskuelig opgave, især når man skal finde de rette ord og kompetencer, der beskriver, hvad det egentlig er man kan og gerne vil byde ind med.

Det er ikke usædvanligt at føle sig overvældet, og have svært ved at komme i gang.

Heldigvis er der metoder, der kan gøre det lidt lettere.

Inddel din ansøgning i fire mindre dele:

  • Her skal du tydeliggøre, hvorfor du er den rette til jobbet. Det er altid en god ide at have fokus på, hvad du kan bidrage med til jobbet fremfor, hvorfor du synes jobbet er superfedt for dig.

    Det er vigtigt, at din indledning er kort og fokuseret, da den sætter scenen for resten af din ansøgning, og gerne må vække læserens appetit:

    Som kommunikationsstuderende med erfaring fra et praktikophold i digital markedsføring, hvor jeg bidrog til at øge engagementet på sociale medier, er jeg sikker på, at jeg kan tilføre værdi til jeres team. Jeg har lært at arbejde strategisk med indhold og analyser, og jeg ser frem til at anvende min viden og entusiasme for at støtte jeres markedsføringsindsats!

  • Når du beskriver dine faglige kompetencer i en jobansøgning, skal du kun fremhæve de kompetencer som gør dig i stand til at varetage netop den stilling du søger. Læs derfor jobopslaget grundigt igennem, så du fremhæver det “rigtige”. Kig efter nøglebegreber og fokusområder i opslaget.

    Her er nogle tips til, hvordan du bedst fremhæver dine faglige kompetencer:

    • Underbygge dine faglige kompetencer med eksempler. Det kan være projekter, du har arbejdet med, opgaver du har løst på studiet, eller resultater, du har opnået:

    Jeg har god erfaring med projektledelse, hvilket jeg demonstrerede i min rolle som projektleder hos [tidligere virksomhed]. Her var jeg ansvarlig for at lede et komplekst udviklingsprojekt, som blev afsluttet inden for tidsfristen og under budget.

    • Hvis du har særlig ekspertise inden for et område, eller hvis du har modtaget relevant uddannelse eller certificeringer, så fremhæv dette:

    For nylig gennemførte jeg et avanceret kursus i maskinlæring, hvilket har styrket mine evner til at analysere komplekse datasæt og generere indsigt, der kan støtte forretningsbeslutninger i virksomheden.

    • Husk altid at forbinde dine kompetencer til virksomhedens behov. Forklar hvordan dine faglige kompetencer kan hjælpe virksomheden med at nå sine mål.

    Med min erfaring i kundeservice og evne til at optimere processer, er jeg overbevist om, at jeg kan bidrage til at forbedre kundeoplevelsen og øge effektiviteten i jeres supportteam.

    • Endelig er det vigtigt, at du er præcis og undgår for generelle beskrivelser. Hvis du for eksempel har erfaring med bestemte softwareprogrammer, teknologier eller arbejdsmetoder, skal du nævne dem ved navn:

    Jeg har solid erfaring med Adobe Creative Suite, især InDesign og Photoshop, som jeg har arbejdet med gennem hele mit studie.

  • Når du beskriver dine personlige styrker i en jobansøgning, er det vigtigt at du viser, hvordan disse egenskaberne gør dig til en stærk kandidat til jobbet.

    Personlige kompetencer er de egenskaber, der blandt andet siger noget om din arbejdsstil, samarbejdsevner, kommunikationsevner, selvstændighed og hvordan du håndterer udfordringer.

    Her er nogle tips til, hvordan du kan beskrive dine personlige kompetencer:

    1. Ligesom med de faglige kompetencer, er det vigtigt at du fremhæver de “rigtige” personlige kompetencer. Du skal altså fremhæve de dele af dine personlige styrker, der kvalificerer dig til netop den stilling du søger. Hvis stillingen eksempelvis ikke kræver at man er særlig struktureret, så skal du ikke nødvendigvis fremhæve, hvilket ordensmenneske du er i ansøgningen ;) Læs derfor jobopslaget grundigt igennem og overvej, hvilke personlige egenskaber der er vigtige for jobbet.
    1. Husk at give konkrete eksempler. Det er ikke nok blot at nævne at du er "god til at samarbejde" eller "resultatorienteret". Skriv for eksempel:

    Jeg har stærke samarbejdsevner, som jeg har udviklet gennem min tid som projektleder, hvor jeg har arbejdet tæt sammen med forskellige teams for at sikre, at projekterne blev afsluttet til tiden og med høj kvalitet.

    1. Det er også en god ide at lægge vægt på, hvordan dine personlige kompetencer vil komme virksomheden til gode:

    Min evne til at bevare roen under pres vil være en fordel i jobbet, da det sikrer, at jeg kan håndtere stramme deadlines uden at gå på kompromis med kvaliteten.

    1. Endelig er det vigtigt at du er autentisk - fremhæv derfor kun de kompetencer, der faktisk kendetegner dig. Arbejdsgiverne kan ofte mærke, hvis en ansøgning virker uærlig eller overdrevet i sin ansøgning, så vær dig selv og præsenter dine styrker på en ærlig måde.
  • Det er altid en god ide at forsøge at slutte stærk af i sin ansøgning. Prøv at tilføje noget, der kan overraske og tiltale arbejdsgiveren. Det kan være en særlig passion eller færdighed, som giver værdi til teamet eller virksomheden. Det må gerne være noget man husker:

    Som tidligere nævnt har jeg en stor passion for at bruge data - faktisk så stor at jeg i min fritid har udviklede et dashboard til personlig økonomistyring. Den erfaring håber jeg at kunne anvende hos jer og jeres dataprocesser!

Pitch dig selv

Fortællingen om din faglige rejse

Videoen kunne ikke vises, fordi du ikke har accepteret funktionelle cookies. Indlæser du videoen, accepterer du at Youtube sætter cookies i din browser.

Ønsker du at indlæse videoer automatisk, kan du i stedet vælge at acceptere funktionelle cookies generelt.

I løbet af din jobsøgningsproces kan du komme ud for situationer, hvor det kan være en fordel at kunne pitche. Det kan eksempelvis være ved netværksevents hvor du står overfor vigtige kontakter, der møder dig for første gang.

Her er et forslag til, hvordan du kan strukturere din præsentation for at fremhæve din faglighed og personlige kompetencer:

  • Fakta om dig: Start med at præsentere de nøglefakta om dig selv, som kan inkludere din uddannelse og andre relevante personlige detaljer. Disse fakta skal være nøje udvalgte for at sikre, at de bidrager positivt til din profil og skiller dig ud fra mængden.
  • Rejsen: Fortæl din professionelle rejse på en måde, der illustrerer, hvordan du er nået til det punkt, hvor du er i dag. Inkluder vigtige beslutninger og vendepunkter i din karriere, der viser, at du har været kaptajnen på dit eget skib, bestemt din kurs og retning med intention og formål.
  • Personlighed: Beskriv din personlighed kort og præcist, fokuser på, hvordan du samarbejder med andre, håndterer forandringer og anvender ny teknologi. Det kan være en fordel at bruge personlighedstests eller feedback fra dit netværk for at finde de rette ord, der beskriver, hvem du er.
  • Engagement: Afslut din præsentation med at demonstrere din interesse for jobbet og virksomheden. Vis, at du har undersøgt virksomheden og forstået dens værdier og behov, hvilket bekræfter, hvorfor du er en god match for stillingen.

Husk, at et godt pitch kan åbne døre og skabe muligheder. Det er derfor vigtigt, at du forbereder og øver dig i at fremstille dig selv som den ideelle kandidat, både i professionelle og personlige aspekter.

Videoansøgning

Giv et stærkt førstehåndsindtryk

Videoen kunne ikke vises, fordi du ikke har accepteret funktionelle cookies. Indlæser du videoen, accepterer du at Youtube sætter cookies i din browser.

Ønsker du at indlæse videoer automatisk, kan du i stedet vælge at acceptere funktionelle cookies generelt.

Det kan virke lidt skræmmende at skulle lave en videoansøgning og stille sig selv foran kameraet! Heldigvis behøver det ikke være så kompliceret, og videoansøgningen er en supergod måde, at give sig selv en forlomme i ansøgningsprocessen, der er nemlig stadig mange, der ikke laver dem.

Så hvis du tør, og lige kommer over det første ubehag ved kameraet, så er der mange gode ting at hente ved en videoansøgning.

Vi hepper på dig!

Her er lidt fifs til, hvordan du kan optimere din videoansøgning:

Formål og indhold

Dit primære mål med videoen er at give et stærkt førsteindtryk. Fokuser på at formidle de centrale elementer fra dit CV (hovedsagelig profilteksten) og din ansøgning. Du skal ikke tage det hele med, men udvælge det væsentligste.

Du skal ikke være bange for at videoansøgningen bliver en kedelig gentagelse af dit CV og ansøgning - det er kun med til at styrke budskabet og hjælpe arbejdsgiveren med at huske dig.

Præsentation og fremtoning

Din fremtoning i videoen er selvfølgelig vigtig. Derfor er det en god ide at optage prøvevideoer for at øve dig i at tale klart og tydeligt, og øve det du vil sige. Brug optagelserne til at finjustere din præsentation. Det er vigtigt at vise både professionalisme og personlighed.

Det kan være et smil, et glimt i øjet eller en overbevisende måde at sige noget på. Og husk du behøver ikke være den fødte filmstjerne for at lave en videoansøgning - det vigtigst er at du giver et billede af, hvem du er.

Teknik

Overvej at lave et storyboard forud for optagelserne for at planlægge kameravinkler, indhold og rækkefølge af dine talepunkter.

Brug en smartphone til optagelsen – det er enkelt og effektivt. Redigeringsprogrammer som CLIPS på iOS eller Google Fotos på Android tilbyder enkle værktøjer til at klippe og redigere dine optagelser.

Bliv klar til jobsamtalen

Vær godt forberedt!

Videoen kunne ikke vises, fordi du ikke har accepteret funktionelle cookies. Indlæser du videoen, accepterer du at Youtube sætter cookies i din browser.

Ønsker du at indlæse videoer automatisk, kan du i stedet vælge at acceptere funktionelle cookies generelt.

Tillykke! Du er inviteret til jobsamtale, og nu er det tid til at forberede dig, så du sikrer at du præsenterer dig selv fra din bedste side.

Her er en guide til, hvordan du kan forberede dig til samtalen, så du øger dine chancer for at gøre et godt indtryk og fremstå som den bedste kandidat:

  • Grundig research: Start med at undersøge stillingen grundigt, så du forstår hvad jobbet indebærer og hvem virksomheden er. Dette vil hjælpe dig med at tilpasse dine svar og spørgsmål til samtalen.
  • Forbered spørgsmål til virksomheden: Det er vigtigt, at du forbereder spørgsmål til arbejdsgiveren. Dette viser din interesse og engagement i stillingen og virksomheden. Det vil oftest være ned mod slutningen af samtalen du kan få mulighed for at stille dem. Eksempler på spørgsmål kunne være: Hvordan er kulturen på arbejdspladsen, laver I nogle sociale ting sammen? Kan I sætte et par ord på det team jeg skal være en del af? Hvilke metoder til projektstyring bruger I? M.m.
  • Mental og fysisk forberedelse: Planlæg din tid op til samtalen, så du ankommer afslappet og forberedt. Undgå at haste og giv dig selv tid til mentalt at forberede dig i ro og mag før samtalen.
  • Simuler samtalen: Visualiser samtaleforløbet, hvor du sidder overfor interviewerne, og forestil dig, hvordan du vil interagere med dem. Det vil gøre dig mere komfortabel under selve samtalen. Forbered også gerne konkrete eksempler på nogle af dine succeshistorier og lav en liste over nogle af de spørgsmål, du kan forvente at få. På den måde kan du forberede dine svar på forhånd.
  • Husk det er ok at være nervøs! At være nervøs til en jobsamtale er helt normalt, og ikke noget du vil blive bedømt dårligt på. Det viser bare, at du er engageret, vil jobbet og har noget på spil! Så vær ikke hård mod dig selv, hvis du mærker din stemme ryste lidt eller du bliver lidt rød i hovedet– det er helt almindeligt!
    En jobsamtale kan på mange måder minde om en eksamen, så du kan med fordel anvende de samme teknikker som til håndtering af eksamensnervøsitet.
  • Planlæg evt. small talk. Når du skal til en jobsamtale, så bliver du sikkert hentet i receptionen og måske skal du gå et stykke hen til samtale lokalet – i al den tid kan det være en god ide med lidt small talk. Det kan både lette stemning, vise lidt af din personlighed og være med til at gøre dig selv lidt mindre nervøs.
    Hvis du har svært ved small talk, så kan det være en god ide at planlægge noget hjemmefra du kan sige. Det kan lyde lidt underligt, men kan sagtens være brugbart. Det kan være små sætninger a la: Sikke nogle fede lokaler I har? Hvor længe har I haft adresse her? Eller sikke et vejr i dag – det er virkelig lækker/koldt/regnfuldt m.m.
  • Tag blyant og papir med. Det er en god ide at have papir og blyant med til samtalen. Først og fremmest virker det professionelt, og gør at du kan skrive væsentlige pointer ned undervejs. Derudover har du helt lavpraktisk et sted at gøre af dine hænder, så du har et naturligt sted at gøre af dem. Endelig har du mulighed for at kigge ned og notere noget på blokken – hvis du har brug for en lille pause fra øjenkontakten. Særligt når vi er nervøse kan en kort pause fra øjenkontakt nemlig være kærkommen. Det er ligeledes en god ide at skrive dine spørgsmål til virksomheden ned på blokken inden samtalen.  

Held og lykke til jobsamtalen!

Netværk og jobsøgning

Opbyg dit professionelle netværk

Videoen kunne ikke vises, fordi du ikke har accepteret funktionelle cookies. Indlæser du videoen, accepterer du at Youtube sætter cookies i din browser.

Ønsker du at indlæse videoer automatisk, kan du i stedet vælge at acceptere funktionelle cookies generelt.

Jobsøgning kan være meget mere end at reagere på jobopslag. Det handler også om at udbygge og vedligeholde et netværk, der kan åbne døre til nye muligheder. Her er en række strategier du kan bruge, til at udvikle dit professionelle netværk:

  • Udnyt alle platforme: Deltag både i fysiske events og via digitale platforme som LinkedIn. Det giver dig mulighed for at møde folk inden for din branche, som du ellers ikke ville støde på.
  • Vær aktiv og nysgerrig: Når du deltager i netværksbegivenheder, både fysiske og online, skal du være proaktiv. Introducér dig selv, engager dig i samtaler og vær ikke bange for at stille spørgsmål, der viser din interesse og viden inden for feltet
  • Brug dit personlige netværk: Overvej, hvordan din familie og venner kan hjælpe dig med at skabe faglige forbindelser. Ofte kan en personlig anbefaling fra en ven eller familiemedlem åbne døre, som ellers ville være lukkede.
  • Netværk både online og offline: Deltag i både fysiske og virtuelle netværksevents for at udvide dit netværk. Det kan være brancherelaterede konferencer eller seminarer, hvor du kan møde fagfæller, virksomheder og potentielle arbejdsgivere. Find relevante faglige events gennem din fagforening, relevante nyhedsbreve, sociale medier m.m.
  • Brug dit pitch: Forbered et professionelle pitch (link til afsnit om pitch). Brug det til at præsentere dig klart og præcist til netværksbegivenheder. Det vil hjælpe andre med hurtigt at forstå, hvem du er og hvad du kan tilbyde.
  • Lyt aktivt: Når du interagerer med andre, er det selvfølgelig vigtigt ikke kun at tale om dig selv. Lyt aktivt til, hvad den anden siger for at forstå deres behov og interesser. Det kan give dig værdifuld indsigt i, hvordan du bedst kan positionere dig selv som en værdifuld kontakt/netværk.
  • Følg op og byg videre: Efter netværksmøder er det vigtigt at følge op. Send en LinkedIn-besked eller en e-mail for at takke for samtalen og evt. foreslå yderligere møder eller samtaler, hvis det er relevant.
  • Planlæg og målsæt: Sæt klare mål for dit netværk. For eksempel, sigt efter at møde et bestemt antal nye kontakter hver måned, og hold styr på dine fremskridt. Dette vil hjælpe med at holde dig motiveret og fokuseret.

Ved at følge disse trin, kan du systematisk opbygge et stærkt professionelt netværk, der ikke blot kan hjælpe dig med at finde job, men også kan hjælpe din faglige udvikling og karriere på lang sigt.

 

Online personlig branding

Styrk dit personlige brand online

Videoen kunne ikke vises, fordi du ikke har accepteret funktionelle cookies. Indlæser du videoen, accepterer du at Youtube sætter cookies i din browser.

Ønsker du at indlæse videoer automatisk, kan du i stedet vælge at acceptere funktionelle cookies generelt.

Moderne jobsøgning er mere og andet end blot CV og ansøgninger. Mange arbejdsgivere gør nemlig det samme som alle andre, når de skal vurdere en kandidat: de googler - og det de finder er med til at forme deres indtryk. Derfor er det vigtigt, at din online tilstedeværelse afspejler dit budskab og din faglighed. Det er derfor en god start at google dig selv: søg efter dit eget navn for at se, hvad potentielle arbejdsgivere vil finde. Det kan give dig en ide om, hvordan du fremstår online, og hvad du muligvis skal forbedre eller justere, for at give det bedst mulige indtryk.

Her er et par strategier du kan bruge, for at forbedre dit online personlige brand:

  • Udnyt sociale medier: Forbind dig med dit personlige netværk, gamle kollegaer og studiekammerater på LinkedIn og brug platformen til at præsentere dig selv fagligt og professionelle. Sørg altid for, at din profil er opdateret med relevant information og reflekterer din faglige profil, og det du gerne vil arbejde med her og nu. (læs mere om hvordan du kan bruge LinkedIn effektivt her:
  • Kommunikér dine budskaber klart og professionelt: Vær tydelig om, hvad du tilbyder og hvad du søger. Hvad er dine færdigheder og erfaringer, og hvilke mål har du for din karriere? Vær skarp på, hvordan du kommunikerer disse budskaber på forskellige platforme, og vær konsekvent og professionel i din kommunikation. Det hjælper med at styrke dit personlige brand og gør det lettere for andre at forstå din faglige identitet.

AI i jobsøgning

Udnyt AI i din jobsøgning

Videoen kunne ikke vises, fordi du ikke har accepteret funktionelle cookies. Indlæser du videoen, accepterer du at Youtube sætter cookies i din browser.

Ønsker du at indlæse videoer automatisk, kan du i stedet vælge at acceptere funktionelle cookies generelt.

AI kan være en god samarbejdspartner i jobsøgningsprocessen, men når du bruger AI er det dog vigtigt, at du forholder dig kritisk over for det indhold den genererer. Passer det, der står i ansøgningen eksempelvis eller har AI pyntet lidt på dit CV.

AI kan hjælpe med at skrive kreative tekster til profilbeskrivelser, ansøgninger m.m. Husk dog altid at redigere og omskrive teksterne, for at give dem et personligt touch, der afspejler hvem du er. Brug med andre ord AI som et værktøj til at generere ideer og skrive udkast, som du selv finpudser og gør til dine egne.

Du kan også bruge AI til at få feedback på en skriftlig ansøgning inden du sender den. Uploader du både din ansøgning og jobopslaget til en AI, kan du prompte dig til forbedringsforslag og svagheder i din ansøgning for at sikre, at din ansøgning adresserer de vigtigste punkter i jobopslaget, og at det står klart og tydeligt.

Når du forbereder dig til en jobsamtale, kan AI fungere som en sparringspartner ved at simulere spørgsmål og svar, hvilket kan forberede dig til samtalen. Vær dog igen varsom med personfølsomme data, når du anvender AI-tjenester, og sørg for at oplysningerne du indtaster håndteres forsvarligt. (læs mere om AI under IT på Studiet)