Select your language

Eksamen

Bliv klar til eksamen

Det er helt naturligt at være nervøs til eksamen, og det kan faktisk også være med til at gøre dig helt skarp og fokuseret. Men det er selvfølgelig afgørende, at nervøsiteten ikke tager overhånd og hæmmer dig og din præstation.

Her på siden kan du få gode idéer og vejledning til, hvordan du selv kan arbejde med nervøsiteten, så den holdes nede på et fornuftigt niveau, og ikke kommer til at påvirke dig negativt til eksamen.

Nervøsitet er noget individuelt og personligt, og det gælder om at finde ud af, hvad der bedst beroliger dig, og hvordan du kan arbejde positivt med nervøsiteten.

Heldigvis er der også nogle generelle ting, som gælder for alle. F.eks. hjælper det ofte at forberede sig grundigt, ikke bare på det faglige stof, men også på selve eksamenssituationen.

Ligesom det er nyttigt at forstå sin egen uro og kende til teknikker, der kan få kroppen til at forebygge eller dæmpe nervøsiteten.

Endelig er det rigtig også godt at vide hvor man skal søge hjælp, hvis nervøsiteten vokser sig større end man selv kan kontrollere. For nervøsitet er nemlig noget man kan arbejde med - og blive god til at håndtere.

Før eksamen

Hvad kan jeg gøre før eksamen?

Før du skal til eksamen, er det en god idé at sætte dig ind i rammerne for eksamen. Det betyder, at du skal læse studieordningen og prøverammen, så du ikke skal gætte, hvad der kræves af dig. Når du ved, hvad der forventes af dig, bliver du mindre nervøs, og det giver plads til at fokusere på indholdet.

Giv din hjerne en mulighed for at koble af. Hold fri aftenen inden eksamen og få en god nats søvn. Eksamen vil altid været et øjebliksbillede, og siger aldrig noget endegyldigt om dig som person eller dine fremtidige jobmuligheder.

Mundtlig eksamen

Hvad skal jeg gøre til eksamen?

Videoen kunne ikke vises, fordi du ikke har accepteret funktionelle cookies. Indlæser du videoen, accepterer du at Youtube sætter cookies i din browser.

Ønsker du at indlæse videoer automatisk, kan du i stedet vælge at acceptere funktionelle cookies generelt.

Hvis du dagen for din mundtlige eksamen vågner i god tid, så lav noget praktisk eller gå en tur. Lad være med at prøve at læse lidt ekstra inden eksamen. Det skaber uro, og du får sandsynligvis ikke meget ud af det.

Når du kommer ind til eksaminator og censor, så prøv at huske på, at de også bare er mennesker. De kender helt sikkert selv til nervøsitet og præstationsangst. Og hvis du føler dig nervøs, så vær åben om det.

Inden du skal op til en mundtlig eksamen, så er det en rigtig god ide, at du har sat dig ind i rammerne for eksamen. Altså, hvad bliver du konkret eksamineret i, og hvad har du af tid til din egen præsentation. Ligeledes er det vigtigt, at du har læst din opgave grundigt igennem, så du let kan genkalde dig de væsentligste pointer, og redegøre for evt. små fejl i opgaven. Husk, at hvis du opdager graverende fejl, så er det en god ide at inddrage disse i din præsentation, og fortælle hvordan du ville gøre det anderledes nu.

Kom i god tid inden eksamen, pust ud, og find dig tilrette inden du skal ind og eksamineres. Se din præsentation som din mulighed for at fortælle præcis, hvor god du er, når du er allerbedst. Husk, at være smilende og venlig, når du kommer ind, da det skaber tillid og tryghed i rummet

Hvis du laver en PowerPoint til eksamen, så gør dig umage, øv din præsentation, understreg dine budskaber og vær helt præcis på tiden. Dine argumenter skal være baseret på teori, og undgå så vidt mulig talesprog og slang, da det underminerer den faglighed du gerne vil skabe.  Sidst men ikke mindst vis, at du er optaget og interesseret i dit stof – det viser dit engagement og det smitter.

Hvis du er nervøs, når du kommer ind eller klappen går ned, så sig det højt, og stol på at eksaminator og censor nok skal hjælpe dig tilbage på sporet!

Skriftlig eksamen

Hvordan får jeg god skriftlig eksamen?

Til den skriftlige eksamen skal du sørge for at komme i god tid. Orienter dig i lokalet og find dig godt til rette på din plads. Pak de ting ud, som du ved, du vil få brug for. Læs opgaven igennem og disponer din tid. Tænk over, hvor mange spørgsmål, der er, og hvor lang tid, du kan bruge på hvert spørgsmål. Hvis du kører fast i noget, så lad det ligge og gå videre til noget andet. Så kan du vende tilbage senere med friske øjne.

Vælg også noget tøj, som du føler dig godt tilpas i. Husk, at du skal sidde ned i lang tid til en skriftlig eksamen, så tøjet skal også være behageligt at sidde i.

Online eksamen

Hvordan går jeg til eksamen online?

Videoen kunne ikke vises, fordi du ikke har accepteret funktionelle cookies. Indlæser du videoen, accepterer du at Youtube sætter cookies i din browser.

Ønsker du at indlæse videoer automatisk, kan du i stedet vælge at acceptere funktionelle cookies generelt.

En online eksamen er på mange punkter ligesom en almindelig, mundtlig eksamen. Du skal ligesom til en normal eksamen have forberedt dig grundigt inden, og have sat dig ind i både studieordningen og eksamensrammen, så du ved, hvad der forventes af dig.  
Selvfølgelig foregår en online eksamen lidt anderledes end en normal eksamen. Udskiftningen af det fysiske rum med et virtuelt gør, at du skal fokusere og lægge vægt på lidt andre ting end du normalt ville skulle gøre.

Efter eksamen

Hvad kan jeg gøre efter eksamen?

Eksaminators og censors feedback er deres input til, hvordan du kan hæve dit faglige niveau. Husk på, at det ikke er en personlig kritik, hvis noget ikke går så godt. Det er ikke dig som person, der er noget galt med. Når eksamen er kommet lidt på afstand, så sæt dig ned og overvej, hvad der gik godt og mindre godt, og hvad du eventuelt kan gøre anderledes næste gang.

Har du været til gruppeeksamen, så er det en god idé at evaluere jeres feedback sammen. Måske er der noget ved eksamen eller feedbacken, der er uklart for dig, og som dine gruppemedlemmer kan uddybe for dig. Eller omvendt.

Eksamensråd

Erfaringer, nervøsitet og værktøjer

Videoen kunne ikke vises, fordi du ikke har accepteret funktionelle cookies. Indlæser du videoen, accepterer du at Youtube sætter cookies i din browser.

Ønsker du at indlæse videoer automatisk, kan du i stedet vælge at acceptere funktionelle cookies generelt.

Nervøsitet går hånd i hånd med eksamen, og det er de færreste studerende, der ikke oplever én eller anden form for nervøsitet i forbindelse med særligt den mundtlige eksamen. Vi har snakket med en række studerende på KEA, og fået deres bud på, hvordan de tackler nervøsitet og den mundtlige eksamen.

Se videoen og få et par gode råd til, hvad du selv kan gøre - måske kan du spejle dig i det de fortæller.

Ingen er i hvert fald alene med nervøsitetsfølelsen!

  • Nervøsitet kan få dig til at trække vejret på en dårlig måde, hvilket både kan gøre dig utilpas, og faktisk endnu mere nervøs. Her er en lille vejrtrækningsøvelse, der kan få dig til at slappe bedre af, og tænke mere positivt omkring eksamen: 

    1. Træk vejret ind på en normal indånding og hold vejret, mens du tæller langsomt til fem
    2. Når du kommer til fem, ånder du langsomt ud.
    3. Lav nu flere ud- og indåndinger, hvor du trækker vejret ind på 3-4 sekunder. 
    4. Og puster ud igen på tre-fire sekunder. 
    5. Sørg for at trække vejret med maven – ikke med skuldrene. Læg eventuelt en hånd på maven og træk vejret så langt ned, at hånden bevæger sig i takt med dit åndedræt.  
    6. Gentag øvelsen nogle gange, indtil du har kontrol over dit åndedræt og mærker roen breder sig i hele kroppen. 

    Held og lykke!

  • Ideen med visualisering er, at du forestiller dig selv i et positivt forløb omkring eksamen, og vænner dine tanker og krop til en mere behagelige opfattelse af eksamen, og det du skal igennem. Rigtig mange elitesportsudøvere bruger teknikken, og har god gavn af dens beroligende effekt.

    Det er vigtigt, at du visualiserer ned i mindste detalje også selvom, at det kan virke lidt fjollet i starten, og du måske lige skal i gang.

    Det er en god ide at bruge mindst 5 minutter i dagene op til eksamen på at visualisere det gode forløb. 

    Hvis du har svært ved at komme i gang, så kan du eksempelvis tænke på følgende:

    1. Forstil dig, at du ankommer til KEA. Du har det godt. Vejret er dejligt, solen skinner, og du er afslappet. 
    2. Forestil dig, hvordan du møder underviser og censor. De smiler, der er god stemning, og du er helt rolig. De vil dig det godt!
    3. Forestil dig, at du holder dit oplæg. Det kører godt. Du kan huske alle dine ting og dine pointer sidder lige i skabet. Underviser og censor ser glade ud, og de lytter opmærksomt.
    4. Forestil dig, at du svarer på alle deres spørgsmål. Du tager dig godt tid. Du er ovenpå, velovervejet og rolig. 
    5. Forestil dig, at du modtager din karakter og deres feedback. Det er gået godt. Stemningen er varm og let, og du forlader eksamen glad og lettet. 
    6. Husk, selv at bygge flere elementer og detaljer på fortællingen, og nyd den rolige stemning og følelse det, forhåbentlig, giver dig.

    God fornøjelse! 

  • På bibliotekets shelf help hylde, kan du finde finde selvhjælps bøger om bekymring, nervøsitet og angst.

    eksamen shelfhelp